Min kæreste sagde forleden, at man skal huske at ‘Livet er en leg’. Det har jeg hørt før, men for første gang mærker jeg, at det føles sandt. Jeg har i mange år glemt at ‘lege’ mig gennem livet. Jeg har taget det hele så seriøst, og været bange for at begå fejl, eller bange for at være dårlig til noget. Det har afholdt mig fra at gøre ting som jeg i princippet har haft lyst til at prøve, men som jeg alligevel ikke har turdet springe ud i, i frygt for at være dårlig, eller se dum ud.

Jeg gennemgik i forrige uge de kladde-indlæg som ligger her på bloggen og kunne se, at jeg tilbage i 2015 har været i gang med at skrive et blogindlæg som dog aldrig er blevet udgivet, omhandlende fun facts om mig, hvor den nederste er at jeg drømte om at kunne danse Lindy Hop, selvom jeg slet ikke danser og ikke bryder om at danse.

Men for halvanden uge siden, gjorde jeg det! Jeg tog til en prøvetime i Lindy Hop, af egen fri vilje. Det var bestemt ikke nemt at gå ind af døren til prøvetimen, og jeg skulle virkelig tage en ( læs flere ) dyb indåndinger. Men jeg gjorde det!
Det var svært, helt sikkert ikke særlig kønt, men sjovt, og jeg var heldigvis ikke den eneste nybegynder. Læg så oveni at der var nogle studerende som kom og filmede os danse, som interviewede mig, formentlig fordi jeg var i 1930’er kjole og læbestift.

Jeg forestiller mig, at de og deres medstuderende får eller har fået sig et rigtig godt grin, og det er bare så fint! Jeg er virkelig ikke det mindste pinlig berørt over det og det føles så godt, at have det sådan.

Og jeg har allerede flere ting i kalenderen, som jeg normalvis ikke ville få gjort, fordi frygten for ikke at kunne bunde, førhen har været større end chancen for succes. Det føles simpelthen så befriende, at kunne give slip på gamle bekymringer og overbevisninger og i stedet kunne springe ud i nye spændene ting!

Billedet er taget kort efter min debut på et dansegulv.