I dag er et én uge og én dag siden vi måtte sige farvel, til min allerbedste lille pelsede gamle ven. Min kat Hanibal som lige var fyldt 15,5 år, var desværre blevet så gammel og træt at hans krop ikke kunne holde til mere. Hans nyere var holdt op med at virke, han trak vejret besværet og i stød og det eneste han ville var at sove. At blive nusset stod ikke længere øverst på listen, og det lignede ham slet ikke.
Så vi blev nød til at sige farvel til det lille pus. Han var verdens bedste og mest kærlige lille missekat, og jeg savner ham stadig helt vildt meget. Jeg kan nærmest ikke huske hvordan livet var før vi fik ham.
Min far og jeg hentede ham på Inges Kattehjem, en decemberdag da jeg var 10 år gammel. Og det endte med at være min far og jeg som var med på hans sidste tur til dyrlægen. På den måde sluttedes ringen så fint. Det føltes så rigtigt, at det var os som var ved hans side i hans sidste minutter.
Alligevel har det sidste dyrlægebesøg hjemsøgt mig i dagene efter. Det kørte på repeat indeni i mit hoved, blot uden lyd. At se hans store øjne som kiggede på mig i venteværelset, imens han var i min fars arme. At skulle tage den ultimative beslutning. Og hvordan vi beroligende nussede og snakkede til ham, imens vi græd. Da han tog de sidste vejrtrækninger, indtil hovedet som det sidste gav slip og langsom faldt let til siden.
Jeg havde ikke forestillet mig at det ville være så svært at sige farvel til et kæledyr, men omvendt, hvem ville ikke føle smerte over at miste en ven gennem 15 år? Mand som mis.
