I dag sidder jeg i sofaen i mit lille sommerhus, med tæppe over benene, her er koldt, for der er pålandsvind.
Her er stille i det lille hus, min kæreste sover i soveværelset, og sommerhuskatten putter ved min side. Det er kun lyden af ovnen der er ved at varme en croissant, som bryder med lydene udefra.

Min vandkantsudsigt er i forandring, det blæser ret meget i dag og både himmel og hav optræder i grå nuancer. Vandoverfladen har været frossen i et par uger, så meget at vi heller ikke i kikkerten kunne se livligt vand. Nu er isen for alvor ved at smelte, og på sin vej væk vælter den stolper til både og broer.

Selvom sommerhuset ikke ligger ud til det åbne hav, men i stedet ud til fjorden, så kan livet ved vandet alligevel godt være lidt barskt en gang i mellem. Det er fascinerende, og indimellem lidt angstprovokerende.

–

Sidste torsdag ved denne tid, var jeg ved at gøre mig klar til, at komme på arbejde. Den sidste aften som påklæder på forestillingen ‘Forbrændt’, som spillede i teatersalen på Odeon. Det var mærkeligt, at det var sidste aften, at ting som sad på rygraden skulle udføres for sidste gang.

Det var mit første rigtige job som påklæder, og det var et godt job. Det er det job jeg har været allermest glad for indtil nu. Jeg følte at jeg hørte til, jeg havde en masse søde kollegaer, faciliteterne var gode, og det var fedt at kunne styre en del af sin egen arbejdstid ( den del hvor jeg mødte ind om dagen for, at stryge – og hænge kostumer på plads ).

Det er ærgerligt når et arbejde man har været så glad for slutter, men forhåbentlig giver det plads til noget andet. Foreløbig kan jeg i hvert fald se frem til ferie på Kreta sammen med min kæreste. Og så kommer der også et par afløser-dage på teatret til maj, så jeg skal ikke give helt slip på teatret, det er rart.