Jeg har været i gang med bejdsen igen. Endnu en ramme er gjort mørk og hængt op, men denne gang er det også gået ud over nogle “Dots”. Og jeg synes faktisk at de er blevet virkelig fine! – Træets struktur kommer efter min mening meget mere til sin ret nu.
Rammen er fuldstændig samme slags som dem jeg hængte op på badeværelset i sidste uge, det kan du læse om lige her. Denne ramme har også fået bejdse af to omgange, men de her dots har faktisk kun fået bejdse en enkelt gang.
Selvom nedenstående billede er FØR billedet, så er det faktisk meget for nylig, at både det lille gamle medicinskab samt dots’ne kom op og hænge. Førhen har der stået en kommode op ad væggen, men den har fået en anden og meget bedre plads i det lille soveværelse, det må I se en anden dag.
Men nu hvor det er mørke dots som hænger her, og der også er kommet et billede på væggen til, så ser det endnu mere hyggeligt og færdigt ud. Jeg drømmer dog stadig om at få enten tapet på væggen, eller få den malet i en lys blå eller turkis farve, men en ting af gangen. Der er allerede mange projekter som står i kø, både store som små.
English recap: Before / After picture of one of the walls in our bedroom.